Torsdag d. 31 januar stod der Woop-app på programmet for spejdertroppen. Det er formentlig første gang det er sket, og titlen kræver vidst også en forklaring.
Woop-app er en app til smartphones, som er udviklet af KFUM-Spejderne i samarbejde med Det Danske Spejderkorps, De grønne pigespejdere og Danske Baptisters Spejderkorps. App´en er en del af en fælles outdoorkampagne, som forsøger at sætte fokus på spejderlivet og dets kvaliteter.
Spejdertroppen testede App´ens funktioner mens de, i patruljer, var på løb. En af funktionerne i den smarte app er nemlig, at den ved hjælp af smartphonens indbyggede GRS kan finde frem til poster, der er placeret på forskellige GPS-koordinater. Når man har fundet frem til en post, popper der så et spørgsmål frem på spejdernes telefoner, som de skal besvare korrekt for at komme videre til næste post. Samtidig kan telefonen tracke hvor lang tid og hvor lang en rute patruljerne brugte for at nå frem til alle poster. På den måde var det muligt at se, hvem der var hurtigst, og hvem der gik den korteste rute.
App´en kan hentes gratis i App-store eller Google Play, og giver alle med en smartphone mulighed for at opleve naturen på en ny måde.
Spejderne godkendte i enighed app´en og havde på en ny og anderledes måde nu fået frisk luft i lungerne.