Lejrliv med bål, natløb, soveposer og nye spejdervenner er noget af det allerbedste ved at være spejder, og i løbet af sommeren har alle enheder fra KFUM Spejderne i Aalestrup været på sommerlejr.
Temaet for bæverlejren var “Asterix og Obelix mod romerne”. Bæverne lavede Asterix-udstyr (hat, sværd, amulet og bælt). Det blev lavet mad over bål præcis som i Asterix’ landsby, og alle måtte på jagt efter trylledrikken, som var blevet stjålet. Den blev heldigvis fundet igen. Efter en god nats søvn, drak bæverne trylledrik, så de var parate til kamp med sværd og nedskydning af dåser. Romerne måtte drage slukørede hjem.
Ulvene deltog i MUS lejr på Spejdercenteret Thorup Hede, hvor ulve fra hele Danmark var mødt op. Årets tema var “Indianer” – og alle aktiviteter drejede sig om livet som indianer. Inden lejren havde ulvene øvet sig i at slå telte op, for når man er ulv, overnatter man i telt. Ulve-indianerne lavede kæpheste og trommer, og de skød med bue og pil og tilberedte indianermad over bål. Lidt småskrammer blev det også til, for 2 ulve måtte en tur omkring skadestuen, men alle vendte hjem med godt humør.
Spejdernes Lejr i Sønderborg var ramme for spejdergruppens sommerlejr. Mange forberedelser var gået forud, for der skulle være styr på ikke alene Aalestrup Gruppes telte og mad, men også indkvartering af 24 skotske spejdere. I alt 8 telte + et stort samlingstelt udgjorde gruppens lejrplads i “Vitskøl Kloster” i underlejren “Slottet”. 8 dage med fart på: Rejsedag, gensyn, kodesprog & elektronik, science, ringridning, koncerter, svømmehal, besøg på Sønderborg Slot. Var der nogle, der snakkede om regnvejr og våde sko? Nej – det var intet problem. De danske og skotske spejdere var inddelt i 3 blandede patruljer, hvor man arbejdede sammen om madlavning, vandhentning, oprydning, affaldssortering osv. Flere forældre, søskende og “gamle” spejdere havde taget turen til Sønderborg – og for alle var det en kæmpe oplevelse. Hjemvendt fra Sønderborg fortsatte lejrlivet i yderligere et par dag, hvor de skotske spejdere boede i Aalestrup. Der blev spist ris a la mande, spillet rugby og bl.a. Verdenskortet i Klejtrup, iskiosken i Hvalpsund, Aalestrup Friluftsbad og Djurs Sommerland blev besøgt, inden det blev tid at sige farvel med afslutningslejrbål ved spejderhuset med underholdning og skumfiduser. Det var i øvrigt femte gang, at den skotske spejdergruppe fra Inverness besøgte Aalestrup.
Tak til alle ledere og hjælpere, som har lagt et stort stykke arbejde i at give spejderne nye oplevelser, tak til forældre for alle kagerne – og tak til alle bævere, ulve og spejdere for godt humør og masser af god energi.