Efter at juniorspejderne hele vinteren gang på gang havde demonstreret deres skyhøje energiniveau, blev de udfordret til 20km gang, da foråret endelig kiggede forbi. Den udfordring tog fem friske juniorer imod, og lørdag formiddag d. 17. april mødtes vi ved spejderhuset, klar til en ordentlig gåtur. Vi kørte mod Aars for at gå turen tilbage mod Aalestrup. Turen startede ved gymnasiet, hvor vi sagde pænt farvel til vores chauffører, og så begav vi os ellers af sted. Først en tur gennem Aars og derefter ud på Himmerlandsstien. Vi var vel ca. nået 500m uden for Aars, da den første spørger ”Hvor langt har vi gået?”. Til trods for de bange anelse vi i det øjeblik som ledere fik, klarede juniorerne det rigtig flot. I vores planlægning havde vi åbenbart ikke været grundige nok med at sikre gode vejrforhold. I hvert fald bestemte vejrguderne sig for at fyre en vældig storm af netop denne dag, og på Himmerlandsstien er det begrænset med læ. På den måde blev flere blæst i grøften og nogle prøvede endda at læne sig op af vinden. Første pause holdte vi ved en grusvej, hvor vi snakkede med en sød post-dame, der ønskede os god tur. Videre gik det, og ved Østrup stoppede vi ved en lille ”pavillon” af en art for at spise frokost. Her var borde og læ og alle fik noget mad indenbords, så vi var klar til atter at få slidt lidt på skoene.
Efter ca. 13km begyndte de første træthedstegn at melde sig, og vi holdt et par ekstra pauser undervejs, for alle skulle jo helst komme levende igennem. Ved Østerbølle urskov gjorde vi holdt for at kigge på urene, men desværre var urskoven blevet omdannet til almindelig skov, så der var ikke så meget at kigge på. Her blev de første vabler lokaliseret.
Videre gik det, og selvom Julie undervejs tabte en tand, varede det ikke længe, før vi kunne se Aalestrup – et lettelsessuk gik gennem flokken, men de vidste jo selvfølgelig heller ikke, at deres onde ledere havde planlagt turen således, at vi skulle helt ud på den anden side af Aalestrup og zig-zag tilbage igennem Aalestrup, før vi endelig var færdige. De sidste km var hårde, og for en enkelt blev de endda gået uden sko på.
Efter ca. 5 timer var vi tilbage ved spejderhuset og de seje juniorspejdere fik udleveret deres vandreskjold. Hvis nogle tvivler på længden af turen, skulle jeg hilse jeg sige, at de ikke gik så meget som 100m mindre end de 20km (heller ikke selvom adskillelige genveje blev foreslået).
Tak for en herlig tur, juniorer. I er seje!
Spejderhilsen Marianne