Tirsdag skulle alle patruljer på boble-aktiviteterne i tidsrummet 9:00 – 12:00. For Flammer og Egerns vedkommende var det aktiviteten Forsøgsstationen, der stod på programmet.
Spejderne fulgte med Jakob og Mette, to af gruppens rovere, som begge er hjælpere på aktiviteten. Her blev der eksperimenteret med forskellige forsøg, og spejderne blev klogere på hvordan naturen bliver påvirket af os mennesker.
Gjønger tog af sted på aktiviteten Build The Change. Denne aktivitet foregik i en hal lidt nord for lejren. Her fik de lov til at lege med Lego, hvor de blev stillet udfordringen at bygge et fremtidselement i Lego. Her blev fantasien sluppet løs, og kreativitet og ideer var i højsædet.
I løbet af eftermiddagen kom forældrerne på besøg, og spejderne fik rig mulighed for at vise de nysgerrige besøgende rundt på den store lejr. Kagedepotet blev iøvrigt igen opfyldt, hvilket vi alle sammen siger de søde forældre mange tak for.
Til aftensmad var der lækker kartoffelsalat og frikardeller, og alle kunne således gå mætte fra bordet. Hen på aftenen blev der tændt op i lejrbålet på vores egen lejrplads, hvor vi sad og sang spejdersange, som jo hører til enhver rigtig lejr.
/Martin
Se billederne i diasshowet neden under: