Spejderne fandt julemagien

Julegruppemøde hos KFUM Spejderne i Aalestrup

Hos KFUM spejderne har juleforberedelserne været i gang længe, for gruppen har mange juletraditioner.  Lørdag den 25. november havde bævere og ulve inviteret forældre og bedsteforældre på besøg for at dufte til spejderstemningen og lave juledekorationer af naturmateriale – og der blev også tid til at vise rundt i skoven og nede ved bålstedet.

Sidste aktivitet inden jul var julegruppemødet for spejdere, søskende og forældre – og i år blev sat ekstra kræfter ind for at sikre Julen: Alle spejdere – fra mindste bæver til ældste rover – var ude i spejderskoven for at lede efter julemagi. Julen var i fare, så der skulle samles ekstra magi og dannes en lang lyskæde, for kun på den måde kunne de sikre, at julemanden kom på besøg. Og det lykkedes! 8 meter julemagi blev der samlet; det lyste op, så julemanden kunne finde vej til Spejderhuset – og dele godteposer ud.

Derefter var der jule-lejrbål med konkurrence, sketch og sang. Det er også ved julegruppemødet, at der deles årsstjerner ud, og i år fik Janne Kjeldgaard Laustsen overrakt 10 års stjernen. Som afslutning  var der æbleskiver til både børn og forældre, inden alle ønskede hinanden god jul – og på gensyn i  2018.

Spejderne er begyndt på den nye sæson.

Lørdag den 19. august var spejderhuset åbnet for alle, som havde lyst at snuse til spejderliver. Bålet blev tændt og den værste sult stillet med snobrød, skumfiduser og popcorn. Man bliver en lille smule klogere blot ved at høre de første majs poppe. Selvfølgelig skulle der også dystes i forskellige sjove aktiviteter. Børn og voksne blev inddelt i to hold, og så gik det løs med at flytte vand med drilske krus (med huller i bunden), flytte ærter med sugerør, kaste med handsker, bygge tårn af brændestykker og kaste med teposer med munden!. Som altid er nogle bedst i en disciplin og andre bedst i en anden, men samme kom begge hold igennem udfordringerne – og med en kneben sejr til hold Dorte.

I øvrigt mødte flere “anden-generations bævere” op – idet forældrene selv har været spejdere i Aalestrup for mange år siden og nu synes, at børnene skal have de samme gode oplevelser. Sammen fik de udforsket lidt af området og tjekket nogle af de insekter, som bor i jorden og i træstammer.

“En god dag, som har vist to væsentlige sider af spejderlivet: samarbejde – en uvurderlig kompetence, der er definerende for spejderarbejdet, og som vi ønsker, at alle vores børn og unge skal tilegne sig i bredest muligt omfang – og at spejderlivet også går ud på, at man skal have det sjovt”, fortæller lederne Rikke Haugaard Sørensen og Martin Holmgaard, som stod for arrangementet.

Det er aldrig for sent at begynde som spejder. Var du forhindret i at deltage i lørdags, så mød op til bæver/ulv/spejder og prøv spejderlivet. Det er gratis at deltage de første gange.