En juletradition ved Ole’s Torp Gruppe har været, at ulvene vandrede i skoven for at samle gran og kogler, og efterfølgende samledes spejdere, ledere og forældre for at lave dekorationer til byens pensionister.
Traditionen blev ændret sidste år, hvor vi i stedet for at bringe dekorationer ud, inviterede byens pensionister på ”gør- det- selv-sammen med spejderne” besøg i Spejderhuset.
Sidste år kunne vi godt have ønsket lidt flere besøgende, men i år inviterede bævere og ulve selv deres bedsteforældre, og det blev en stor succes. Trængsel ved bordet, hvor dekorationerne blev samlet, og trængsel ved bordene, hvor der blev drukket saft/kaffe og hyggesnakket. Fra musikanlægget spillede julemusik, men det blev der ret hurtigt slukket for, for ingen kunne høre musikken midt i aktivitet og snak generationer imellem.
Ikke alle spejdere har bedsteforældre lige i nærheden, men reservebedster og forældre kunne også bruges, og nogle af de besøgende fik samtidig set spejderhuset fra kælder til top. 30 kilo ler blev omsat, og nu er årets første juledekorationer på plads i mange bedsteforældre/pensionisthjem i Aalestrup og omegn.
Bævere, ulve og alle I andre: I gjorde det rigtig godt!