Årsstjerner

Distriktschefen fra Aggersborg distrikt var inviteret til juleafslutningen for at uddele årsstjerner. I år blev uddelt 10 års stjerne til Dorte Loft Jørgensen, 25 års stjerne til Brian Larsen og  50 års stjerne til Henrik Damgaard.

Men hvorfor er de blevet spejdere, og hvad er det, som gør spejderlivet helt specielt?

Fælles for Dorte, Brian og Henrik er, at de alle blev bidt af spejderlivet som børn i forskellige spejdergrupper, og at de alle 3 som voksne er eller har været tilknyttet Oles Torp Gruppe som ledere.

”Jeg er spejder, fordi det giver mening, og det gør mig glad”, fortæller Dorte, ”det har altid og giver mig fortsat en helt særlig følelse af fællesskab og sammenhold”.  Dorte var som barn spejder i HAME-gruppen i Haverslev. ”Der var en flok meget kompetente voksne, der var dedikerede, ville os børn og lærte os en masse.  Alt dette er dybt forankret i mig, og jeg tager det med mig i mit virke som ulveleder hos Oles Torp Gruppe”.

Brian kan nikke genkendende. Han har også krydset omkring HAME gruppen, og kan bekræfte fællesskabet omkring spejderlivet. ”Hvis man flytter rundt i Danmark, kan man opleve fællesskabet, og man føler sig velkommen”. For Brian er spejdergnisten vigtig, at man i fællesskab rykker både i den enkelte enhed, i gruppen og som menneske  – og især ved ”learning by doing”. Hvis andre skal beskrive Brian, vil de sige, at spejderbevægelsens motto  ”Vær beredt” kendetegner Brian 100%.

Henrik er Aalestrupdreng. Han er nærmest opvokset i Spejderhusets baghave og har været tilknyttet Oles Torp Gruppe gennem alle 50 år. ”Lyst, oprigtighed, holdning, kærlighed til og fra børnene, livsstil, sammenhold – de 10 ord beskriver kort, hvorfor jeg slet ikke kan forestille mig min barndom, ungdom og mit voksenliv uden at være spejder”. Nogle af Henriks tidligere ulvebørn husker bl.a. sommerlejrene, hvor der blev cyklet til Sundstrup og Hvalpsund med stor energi og punkteringer, men hvor børnene var så trætte, at de næsten ikke kunne trække cyklerne hen til forældrenes biler, når de blev hentet hjem igen.  ”Det er ren optur. Hvis man som barn kan cykle til Hvalpsund, lappe en cykel, være en del af fællesskabet og ansvaret omkring madlavning, brændehentning,  oprydning osv  – så tror jeg, at man får noget meget værdifuldt med i sin rygsæk videre ud i livet”, slutter Henrik.