Den sidste lørdag i november havde bævere og ulve fra KFUM Spejderne i Aalestrup inviteret bedsteforældre – eller reserve-bedster – på besøg i Spejderhuset. Ulvene havde inden da været på ulvenat og i skoven for at hente gran, og nu blev der ved fælles hjælp fremstillet juledekoration til både børn og bedsteforældre. Der blev slået søm i kløvede brændestykker, som derefter var klar til ler, lys, gran, kogler og sløjfe.
I spejderhuset blev der for børn og voksne også tid til hygge med saft og kage, mens man kunne se billeder fra sommerlejre og årets aktiviteter i og omkring Spejderhuset i Aalestrup.