”Jeg er spejder i Aalestrup, og jeg vil rigtig gerne invitere dig på besøg i spejderhuset.
Vi skal hygge os og sammen lave noget spændende”.
Det blev en hyggelig formiddag i spejderhuset, da bævere og ulve havde inviteret bedsteforældre til åbent jule-hus. I det store samlings-lokale var arbejdsborde med gran og andet grønt. Ved et mindre bord blev der slået søm i kløvede brændestykker, hvorpå der bagefter blev placeret en stor klump ler – og så var man klar til at pynte årets første juledekoration. Der blev samarbejdet mellem generationerne, og flotte dekorationer blev tryllet frem.
Ind imellem blev der også tid til for nogle af spejderne at vise resten af huset frem for bedsteforældrene. Der blev hygget med saft/kaffe og sunget en enkelt julesalme, og som rigtige spejdere var mange af børnene også en tur ude i skoven at tumle.
Ikke alle spejdere har bedsteforældre lige i nærheden, men reservebedster/bonustanter og forældre kunne også bruges og var meget velkomne. For bævere og ulve er det dejligt at vise det hus frem, hvor de bruger mange timer.
25 kilo ler blev omsat, og nu er årets første juledekorationer på plads i mange bedsteforældres hjem i Aalestrup og omegn.